M?dekort formular
Fire nominerede i finalen om Den Danske Lyspris 2009

Af dg den 09/10-2009

Fire spændende belysningsprojekter har fundet vej til finalen om, hvem der skal tildeles Den Danske Lyspris 2009. De nominerede projekter er: DR’s Koncerthus, Nyborgbroerne, Nye perroner på København H og Trekroner Øst i Roskilde

Den Danske Lyspris blev uddelt første gang i 2008. Prisen er indstiftet af Dansk Center for Lys i samarbejde med belysningsbranchen, og formålet med prisen er at sætte fokus på og synliggøre lyskulturen i Danmark. Vinderen udpeges af en bredt sammensat jury bestående af repræsentanter for 12 organisationer og fag. I bedømmelsen af de enkelte projekter indgår bl.a. anlæggets tekniske kvalitet, funktionalitet, visuelle og æstetiske aspekter, energiforbrug og driftsøkonomi. Der lægges desuden vægt på nytænkning og kreativitet.

Dansk Center for Lys har i år modtaget 22 indstillinger til prisen, hvoraf fire projekter nu er nomineret.

Prisen uddeles på Lysets Dag, som afholdes den 5. november i Den Sorte Diamant i København. Samtidig offentliggøres, hvilke to projekter, der går videre til den Nordiske Lyspris. Læs mere og tilmelding til prisoverrækkelsen her

De nominerede projekter er:

DR’s koncerthus
DR’s koncertsal, som er tegnet af den franske arkitekt Jean Nouvel, har tiltrukket sig megen opmærksomhed. Særligt den store sal med de organiske former og varme orange glød, som bl.a. er skabt ved hjælp af lyset, er blevet modtaget positiv af publikum.>br> Indstillingen omfatter foyeren, koncertsalen samt de tre øvrige studier/sale.

Bygherre: Danmarks Radio, DR
Arkitekt: Ateliers Jean Nouvel
Projekterende ingeniør: NIRAS
Lysdesign: Ateliers Jean Nouvel og Yann Kersalé – udført i samarbejde med Thomas Drejer, Light Makers AS.

Motivering:
Konceptuelt spændende lyssætning, som passer godt til Jean Nouvels rustikke og eksperimenterende arkitektur.

Nyborgbroerne
Projektet omfatter lyssætning af en jernbanebro og en vejbro over motorvejen ved Nyborg. Formålet med lyssætningen er at øge sikkerheden ved kørsel under broerne. Ved at lyssætte broen øges sikkerheden ved at fremhæve broens form, samtidig med at der kommer en lysoplevelse på den monotone motorvejsstrækning.

Bygherre: Vejdirektoratet
Belysningsrådgivere: ÅF- Hansen & Henneberg
Entreprenør: Elgården, Svendborg A/S

Motivering
Et fremragende eksempel på, hvordan en scenografisk belysning kan bruges til at løse et alvorligt vejteknisk sikkerhedsproblem.

Nye perroner på København H
Den nye perronbelysning omfatter de to forlængede perroner ved spor 3-4 og spor 5-6 ind under ankomsthallen. Lyssætningen omfatter både funktionslys, stemningslys og lyskunst.

Bygherre: DSB
Arkitekt: Public Arkitekter
Bygherrerådgiver belysning: Belysingsarkitekt Gunver Hansen
Lysdesign: Bartenbach Lichtlabor
Kunstnerisk udsmykning: Anita Jørgensen
El-ingeniør: Grontmij | Carl Bro
Entreprenør: Pihl – Aarsleff Konsortiet ved Wicotec A/S

Motivering
En poetisk og veldesignet belysning, som gør det rart at færdes på de to perroner. Belysningen på perronkanten er meget præcist udført, og de dansende lyspletter på gulvet er stemningsskabende, samtidig med at de styrer, de rejsendes færden gennem rummet.

Trekroner ved Roskilde
Belysningsmasterplanen for Trekroner Øst ved Roskilde er et visionært værktøj, som sikrer at belysningen i det store område kommer til at spille sammen. Udover permanent belysning af veje, stier og rundkørsler består belysning af flere interessante eksperimenter som f.eks. medlys med dioder og stand-alone lysmaster drevet af solenergi.

Bygherre: Roskilde Kommune, Park og Vej
Arkitekt og lysdesign: Bjarne Schläger - light+architecture
Ingeniør: Rambøll
Entreprenør: Partneringmodel: NCC, Rambøll og Roskilde Kommune

Motivering
Modig og fremsynet belysningsplanlægning, hvor der har været ressourcer til at eksperimentere. Lysdioderne er blevet udforsket og afprøvet, og mange andre byer vil kunne drage nytte af erfaringerne herfra.

Vinderen kåres på Lysets Dag
Uddelingen af Den Danske Lyspris 2009 finder sted kl. 17.00 torsdag den 5. november 2009.
Uddelingen sker på Lysets Dag i Den Sorte Diamant i København. Pressen er velkommen.

Dette års jury har bestået af repræsentanter for følgende organisationer og fag:
Arbejdstilsynet, Bygherreforeningen, Dansk Center for Lys (Centrets direktør samt en repræsentant for hver af foreningens kredse), Dansk Energi, Danske Landskabsarkitekter, Lysdesignerne, LysNet og UngtLys.

Den Danske Lyspris er indstiftet af Dansk Center for Lys i samarbejde med belysningsbranchen. Dette års sponsorer er: ERCO Lighting, Lemvigh-Müller A/S, Louis Poulsen Lighting, Megaman Danmark, Philips Lighting, Riegens A/S og SEAS-NVE.

Højopløselige billeder kan rekvireres. Se billederne i den vedhæftede pdf. Venligst angiv fotografens navn ved publicering.

Yderligere information:
Dansk Center for Lys, arkitekt m.a.a. Dorte Gram, tlf. 47 17 18 00., e-mail: dg@centerforlys.dk.

DR's koncethus. Foto: Laura Stamer.
Nyborgbroene. Foto Lars Bahl.
Nye perroner på København H. Foto: DCL.
Trekroner Øst. Foto: Bjarne Schläger.