El & Teknik, som er Danmarks største el-fagmesse, blev afholdt med stor succes i maj. Messen arrangeres af VELTEK og Dansk Energi.
Der var 152 udstillere, og de fyldte udstillingshallerne til sidste kvadratmeter. I alt 9.026 gæster lagde vejen forbi Odense Congress Center i de tre dage, som messen varede. Det er 246 flere besøgende end på 2008-messen.
Fra Frankfurt til Danmark
På belysningsområdet var der ca. 20 udstillere. Flere af disse firmaer var også repræsenteret på Light+Building i april, og det var nyhederne fra Frankfurt, som nu kunne ses på dansk grund. Det gjaldt f.eks. solcellemasten Touché fra Alfred Priess designet af arkitekt m.a.a. Bjarne Schläger, parklygten LP Nest fra Louis Poulsen og Megamans nyheder indenfor reflektorlyskilder med LED. Blandt nyhederne er en PAR38 i 15 W til erstatning af den traditionelle PAR 38 i 75 W samt en 4 W lyskilde MR16 sokkel til erstatning af 20 W halogen. Megaman adskiller sig designmæssigt ved at afskærme selve LED-lyskilden og styre lyset med en reflektor. De mange varianter i LED-serien er i øvrigt dæmpbare. Aura viste nye ECO Saver lysrør med op til 10 % forbedring af energieffektiviteten på T5 rør og op til 12 % højere effektivitet på T8 rør. Lumenpakkerne er de samme som for traditionelle T5 rør. For eksempel har et 25 W ECO Saver rør en lysstrøm på 2600 lumen og kan erstatte et traditionelt 28 rør.
Ny udendørsbelysning
Der var flere interessante nyheder på udendørsområdet. DanIntra viste en ny Kipp-mast. En Kipp-mast er en mast, som er hængslet på midten, således at man ved servicering af armaturet på toppen kan vippe masten ned i almindelig arbejdshøjde. Derved undgår man at skulle bruge en lift, hvilket især er vanskeligt på f.eks. fodboldbaner, hvor man ikke må køre på græsset. David Super-Light viste flere nye udendørsarmaturer deriblandt den kvadratiske pullert Robert og den runde parklygte Oskar. Begge fremstilles i varmgalvaniseret stål og er bestykket med kompaktlysstofrør. Lyskilden i Robert sidder bag en satineret PETG-plade og en række vandrette lameller.
Den fås i to varianter med to forskellige lysvinkler. Oskar er forsynet med indvendige reflektorer, som leder lyset ned på jorden uden at blænde.
Flash Light viste et nyt udendørs vægarmatur designet af Arne Jacobsens barnebarn Jacob Jacobsen. Conluz Mur, som det nye armatur hedder, består af en kegleformet skærm monteret på en bølget base. Skærmen kan drejes 180 grader, således at lyset enten sendes opad eller nedad. Lyskilden er 1x13W PL-T.
LED-armaturer fra Riegens
Lemvigh-Müller viste bl.a. en lang række LED-produkter på messen. Blandt nyhederne var der bl.a. Ray og Di:LED fra Riegens. Helt på forkant blev parklygten Ray vist med Philips nye LED-lyskilde udviklet specielt til vejbelysning, Fortimo LED LLM. Ray pullerten fås også med LED. Den er forsynet med varm hvide LED’er og fås i tre varianter : En symmetrisk lysende version med 17 W LED og en asymmetrisk og langtstrålende version med 12 W LED. Ray serien er designet af designer Christian Hvidt.
Di:LED er en serie af LED paneler designet i et smalt aluprofil, velegnet til brug i lofter med lav indbygningshøjde. Armaturet er firkantet Dog fås i tre størrelser. Det er forsynet med LED’er med en farvetemperatur på enten 3500 K eller 5500 K. Der er ingen synlige dioder og ingen ubehagsblænding (UGR<20). Di:LED fås også i dæmpbare udgaver.
På lyskidlesiden var der også flere nyheder. Eksempelvis viste DaNLED en række nye GU4 LED lyskilder til erstatning af halogenlyskilder.
Styring og regulering
Der var flere stande med produkter til lysstyring. Servodan viste en række konceptløsninger til bl.a. kontorer, fællesrum, gange, produktionslokaler og klasseværelser. Til kontorer og især klasseværelser over 50 m2 kan man ifølge Servodan spare op til 60 % på energien ved at installere dagslysstyring dæmp i to zoner. Der kan vælges mellem en manuel eller automatisk applikation. Manuelt virker anlægget med tænd/sluk og dæmp via et eller to tryk. Den automatiske version virker med bevægelsessensorer. Overstyring sker via IR-fjernbetjening eller tryk.
Servodan har i flere år arbejdet med LED-vinduer til montering i loft eller væg. Disse bliver løbende videreudviklet og i dag er det både muligt at ændre lysets farvetemperatur og at indsætte et billedmotiv i vinduet, som giver en realistisk følelse af at kikke ud af et rigtigt vindue f.eks. et landskab.
Al styringen er integreret i vinduet, som derfor blot skal tilsluttes 230 V.
De betjeningstryk, der anvendes sammen med vinduerne, er trådløse.
Solar tilbyder nødbelysning fra Holland
Solar har indgået et strategisk samarbejde med den hollandske producent af nødbelysning, Famostar. Det betyder, at Solar nu markedsfører Famostars program af nødbelysning i Danmark. Farmostar er bl.a. leveringsdygtig i en plug-in LED-løsning for flugtvejsbelysning. Plug-in LED er et flugtvejsarmatur til montering på væg og loft med ATS (automatisk test system). Brugen af LED sikrer en lang levetid, hvilket er vigtigt ved brug i bygninger såsom industri, skoler, sportshaller og indkøbscentre. |