M?dekort formular
Endeligt farvel til 60 W glødepæren

Af km den 25/08-2011

60 W glødepæren er på mange måder symbolet for glødepæren, som nu udfases; Det er den mest udbredte, og efter 1. september vil mange for første gang skulle finde en erstatning, når 60 W glødepæren ikke længere leveres til butikkerne.

I 2009 blev alle de matte glødepærer og de klare glødepærer over 100 W udfaset. Sidste år udfasede man 75 Watt glødepæren og fra 1. september i år udfases også 60 Watt.

Udfasningen af de matte glødepærer har i enkelte tilfælde givet blændingsproblemer, men i de fleste armaturer er skiftet fra mat til klar sket uden de helt store problemer.

Der er en række alternativer til 60 W glødepæren og valget afhænger af kravene til lyskvalitet, energiforbrug og lysfordeling.

Den enkleste måde er at vælge 42 W halogenglødepæren, der næsten giver samme lysmængde (620 lumen mod 720 for glødepæren), men som typisk bruger 20 % mindre energi. Det gælder specielt, hvor kravene til lyskvalitet er høje og hvor der anvendes lysdæmpere.
Go energi har testet en række af halogenglødepærerne, og ikke alle lever op til den besparelse på 30 %, som de har været markedsført med. Testen viser, at halogenglødepærer afhængig af producent giver et energiforbrug, der er mellem 8 og 28% lavere end tilsvarende glødepære.

Se Go energis test

Et andet mere energieffektivt alternativ er sparepæren, der kan anvendes de steder, hvor farvegengivelsen ikke har så stor betydning. I dag findes sparepærer på omkring 15 W som kan matche lysmængde og lysfordelingen fra en 60 W glødepære.

Der er der efterhånden også kommet mange lysdiodepærer på markedet med et rigtigt godt lys typisk til erstatning af de mindre glødepære-wattager.
Der findes også lysdiode-pærer fra flere leverandører, der er sammenlignelige med en 60 W glødepære. De skal ifølge EU’s krav udsende 806 lumen for at kunne markedsføres som et alternativ til en 60 W glødepære og have en farvetemperatur på 2700 Kelvin.
Lysdiodepærer fås i dag i både supermarkeder, byggemarkeder, lampebutikker og hos den lokale installatør. De er stadig væsentligt dyrere end en glødepære, til gengæld har de et væsentligt lavere energiforbrug og lever omkring 25 gange længere. Lyskvaliteten for de bedste er væsentligt over sparepærer. Ifølge målinger fra DTU Fotonik fås en række lysdiodepærer med en farvegengivelse over 90 og de bedste over 95, men forskellene på de forskellige produkter er meget stor hvad angår lyskvalitet, udformning og design.

Læs EU-krav og artikler m.m. samlet i forbindelse med Dansk Center for Lys' informationsmøder om udfasningen afholdt i 2009.