M?dekort formular
Fire flotte projekter er nomineret til Den Danske Lyspris 2015

Af dg den 24/11-2015

Fire spændende projekter er i år nomineret til Den Danske Lyspris 2015.

Fortryllende enkel interaktion mellem lys og brugere
Interferens er en permanent installation udformet som en interaktiv tunnel, der forbinder to dele af campusområdet i Kolding i den del af byen, der har fået tilnavnet Design City. I Interferens bruges lyset til at markere det sociale rum, der opstår, når mennesker mødes. Når der ingen mennesker er i tunnelen, står lyset og skifter i et dynamisk forløb i toner af gråt og hvidt, som fungerer som grundbelysning. I det øjeblik, der træder en person eller en cyklist ind i tunnelen, aktiveres lyset, således at personen skubber lyset foran sig (magenta eller cyan). Når to personer bevæger sig mod hinanden fra hver sin ende af tunnelen, skaber de således et rum af lys imellem sig. Brugen af interaktivt lys kalder på brugernes legelyst og skaber et attraktivt rum, som gør, at man hellere vil gå under end over vejen. Reglerne for interaktionen er enkle og nemt aflæselige for brugerne. Lyssætningen er veludført uden blænding og generende skygger.

Bygherre: Design City Kolding
Designer/arkitekt: Kollision ApS
Programmering & sensorsystem: Kollision ApS
Fysisk installation: Boye Inventar
Elinstallation: Jansson El A/S
Belysningsleverandører: Eurolite

Nu kan Ny Carlsberg Glyptotek også opleves om aftenen
I vinteren 2014/15 opsatte Ny Carlsberg Glyptotek kunstbelysning for at imødekomme et publikums ønske om længere åbningstider. Målet for lysdesignet har været at give museumsgæsterne en anden oplevelse i skumringen og om aftenen, end når skulpturerne ses i dagslys. Som følge af den nye LED-belysning har museet udvidet åbningstiden med 500 timer årligt. Hvor dagslyset fremhæver rummene, fremhæver LED-belysningen skulpturerne og får stofligheden i materialerne frem. Lyset er kontrastfyldt og skyggerne er klare. Overgangen fra dagslys til mørke varierer i længde henover året. Den ’blå time’ kan være hurtigt overstået i gråvejr tidligt på eftermiddagen om vinteren eller uendelig lang sidst på foråret. Begge overgange sker nu inden for museets åbningstider. Lyset er forprogrammeret efter almanakken, således at det tilpasser sig længden af den blå time.

Bygherre: Ny Carlsberg Glyptotek
Projektet er støttet af: Ny Carlsbergfondet
Arkitekt lysprojekt: Erik Møllers Tegnestue
Lysdesign: Lightscapes
El-ingeniør: Gert Carstensen
El-installatør: CR-El&Teknik
Belysningsleverandører: ERCO Lighting, Gobo & Highlight, Lee Broom,
Møller & Rothe Styring: Vanpee A/S

Interaktivt RGB-lys under Langebro i København
I samarbejde med lysdesigneren Jesper Kongshaug har Københavns Kommune skabt et nyt belysningskoncept for området under Langebro. Lysdesignet tager udgangspunkt i byens puls. Når bilerne kører over broen, sitrer lyset under broen. De to hovedscenarier, som er et hverdagsscenarie og et weekendscenarie, har begge fokus på statikken i broens konstruktion. Et køligt hvidt lys understreger de 12 elefantfodspillers rå betonafslutninger, mens de jævnt belyste mure oplyses i varme nuancer, der fremhæver de karakteristiske røde sten. Såvel piller som mure bliver derved lysgivere i kraft af det reflekterede lys, der udgår fra dem. Hverdagsscenariet giver en friskhed til de belyste flader og viser derved rummet i dets helhed. Weekendscenariet er holdt i mere varme toner på murene, mens det kølige lys på pillerne giver en opløftet fornemmelse af rummet. Lyset kan tematiseres i farver og forløb, der kan programmeres og aktiveres til særlige begivenheder eller årstider som f.eks. jul eller FN’s 70-års jubilæum.

Bygherre: Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen
Lysdesigner: Jesper Kongshaug
Produktion, innovation og installation: Lysiplex A/S ved Brian Dühring
Belysningsleverandører: Philips og Lysiplex
Styring: Philips og Hugo Müller

Gamle vinduer i nyt lys
I april åbnede VKR Holding dørene for VILLUM Window Collection på Maskinvej 4 i Søborg. Vinduesmuseet er indrettet i Villum Kann Rasmussens egen opfindelse, VELKIN hallen, der i 1945 blev Danmarks første præfabrikerede modulsystem til industrihaller. Hallens nordvendte shedlys kaster et blødt dagslys ned i udstillingen, og danner en fin og uprætentiøs ramme for udstillingen af de gamle vinduer. Lyset er en uundværlig og dybt integreret del af udstillingen. Et hovedgreb i selve udstillingen er den såkaldte tidstunnel, en tredimensionel tidslinje, som ligger i museets midterakse. De besøgende ledes gennem vinduets historie i et rumforløb, der iscenesætter lysets indstrømning gennem forskellige historiske vinduer – fra de store mosaikruder i Sainte-Chapelle i Paris til nutidens store energivinduer. Tidstunnelen giver de besøgende en stoflig og sanselig oplevelse af vinduets betydning for menneskets adgang til lys, luft og udsyn. Kunstlyset giver mange steder en fin illusion af dagslys/sollys, idet lyset tegner lysfelter på gulv, vægge og vinduesrammer. Belysningen er det bærende element i forhold til formidlingen af udstillingens budskab, idet lyset understøtter fortællingen af vinduet som lyskilde.

Bygherre: VKR Holding A/S
Udstillingschef: Dorthe Bech-Nielsen, arkitekt m.a.a.
Udstillingsarkitekt: Rosan Bosch Studio ApS Jeppe Kleinheinz
Lysdesigner: Kim Borch
Grafik:Maria Hagerup
Opbygning: Malte Gormsen A/S
El grundinstallation: APJ el-anlæg A/S
El udstilling: Køge Installationsforretning ApS
Kunstelektriker: Kim Warberg
3D visualisering/lys: LiquidMedia. Sune Amtoft
Belysningsleverandører: Beck A/S, Bico Professionel A/S, City Theatrical, Elthermo A/S,
Erco Lighting, Future Light A/S, LK A/S, Luceplan, Okholm Lighting A/S, Osram,
Philips, Spectra LED ApS.


Fakta om Den Danske Lyspris
Den Danske Lyspris blev uddelt første gang i 2008. Prisen er indstiftet af Dansk Center for Lys. Formålet med prisen er at sætte fokus på godt lys for mennesker. I bedømmelsen af de enkelte projekter indgår bl.a. anlæggets tekniske kvalitet, funktionalitet, visuelle og æstetiske aspekter og energiforbrug. Der lægges desuden vægt på nytænkning og kreativitet.

Dette års jury har bestået af:
Akademisk Arkitektforening: Astrid Mody, arkitekt m.a.a.
Bygherreforeningen: Rita Justesen, chef for planlægning og arkitektur
Dansk Center for Lys: Anne Bay, direktør, civ.ing. (juryformand)
Dansk Energi: Kurt Hincheli Hejlesen, Key Account Manager – Outdoor Lighting
Danske Landskabsarkitekter: Rune Bugge Jensen, landskabsarkitekt mdl
Lysdesignuddannelserne: Ellen Kathrine Hansen, arkitekt m.a.a., Ph.d., lektor i lysdesign
F.R.I. Foreningen af Rådgivende Ingeniører: Christina Augustesen, lysdesigner
Tekniq: Niels Iversen, projektleder
Sekretær for juryen, Dorte Gram, arkitekt m.a.a., Dansk Center for Lys

Sponsorer:
Dansk Center for Lys, Louis Poulsen, Philips Lighting, SEAS-NVE, Thorn Lighting A/S,
VELUX Danmark A/S og Zumtobel Belysning.

Højtopløste billeder til pressebrug kan fås ved henvendelse til:
Dorte Gram, dg@centerforlys.dk.

Den Danske Lyspris overrækkes den 21. januar. Tilmeld dig her.

Interferens i Kolding.
Foto: Kollision.
Ny Carlsberg Glyptotek.
Foto: Christina Hauschildt.
Langebro i København.
Foto: Lysiplex A/S.
Villum Window Collection.
Foto: Mikkel Jakobsen.